Kartofler fra Storøhage, og deres vej til middagsbordet
Kartoflerne fra Storøhage har gennemlevet et godt "liv", inden de havner på spisebordet. I det tidlige forår bliver udvalgte læggekartofler lagt til forspiring. Under langsom opvarmning sætter kartoflerne de første spirer. Dette giver kartoflen en nænsom og god start. Inden den lægges, skal jorden forarbejdes. Den blev pløjet i efteråret, og nu bliver den harvet. Derefter pløjes nogle store kamme op, som gennemkøres med en "stenstrenglægger". Nu opstår en hel mark med bede, der er fri for sten og jordknolde, så der kan lægges kartofler i den fine og porøse lammefjordsjord.
Under hele vækstperioden registrerer moderne måleudstyr bl.a. nedbør, temperatur, fugtighed i luften og i jorden. Ud fra disse data kan afgrøden vandes med den rigtige mængde vand og fungicider (svampemidler), eller begge dele kan undlades , hvis dette ikke skønnes nødvendigt. Hvis der vandes, sker det med overskudsvand fra en ringkanal, der omkredser hele Lammefjorden. Derved undgås forbrug af det dyrebare grundvand.
I september måned begynder optagningen af kartoflerne. De lægges i store kasser med 700 kg i hver. Derefter placeres de i en isoleret hal med ca. 3 graders varme, hvor de opbevares, indtil de skal leveres. De kartofler, man vælger at bruge sidst på sæsonen (udvælges med baggrund i sortens holdbarhed), bliver sat på køl, ved en temperatur på 2 grader.
Når kartoflerne skal leveres, tages de ud af lagerrummet/kølerummet og bliver langsomt varmet op til ca. 18 grader, Dette er nødvendigt for at undgå slagskader under sortering, vaskning og pakning.
Kartoflerne bliver nu sorteret i størrelser og vasket. Fra sæsonen 2006, har vi sat et nyt og moderne fuldautomatisk sorteringsanlæg op.
Kartoflerne bliver først vasket, hvorefter de bliver poleret i en poleringsmaskine fra Ekko Maskiner. Maskinen vasker kartoflerne med børster, så de bliver helt rene.
Herefter bliver de sorteret med en optisk sorteringsmaskine fra Newtec. Maskinen tager billeder af kartoflerne, analyserer billederne, og finder ud af hvilke kartofler der skal sorteres fra.
Inden kartoflerne bliver pakket i poser eller bakker, bliver de endnu engang kontrolleret af en medarbejder, for at sikre den høje kvalitet.
Når butikkerne har afgivet deres ordrer, bliver de lavet til på paller og kørt ud til butikkerne om natten eller tidligt om morgenen.